Litteratur pædagogik - reflektion

Refleksion over Stig Broströms ”Fuld fart mod skolestart” – æstetisk oplæsning

Det er en meget beskrivelse om en metode, som ikke lover guld og grønne skove, men som er eksperimenterende. Dette i sig selv synes jeg var yderst inspirerende. Derudover opstiller Broström visse punkter der er væsentlige i forholdet mellem børnehaven og skolen, som vi skal være opmærksomme på. Der stilles krav i børnehaven til børnene, men det er ikke de samme krav som stilles når de kommer i skole. 

Der forventes det at de kan

1.     sidde stille

2.     modtage en kollektiv besked,

3.     være mere eller mindre selvhjulpne

4.     og have fornemmelse for egen læring (metakognition)

Det er de første 3 punkter der oftest fokuseres på i børnehaven. Der bliver lavet mange aktiviteter der træner børnenes i at sidde stille og modtage en kollektiv besked. Selvhjulpenhed er der fokus på allerede i vuggestuen/dagplejen og denne selvhjulpenhed fortsætter naturligvis (udvides) i børnehaven. Det som der ikke fokuseres meget på i børnehaven er læring og læring om sin egen læring. Når der arbejdes med tegning/maling er det oftest det at børnene sidder stille og er firdybet der er i fokus og deres evne dertil som bliver bedømt. Måden de tegner på, eller hvad de tegner, hvor meget de tegner, hvorfor de tegner eller lignende spørgsmål er ikke i centrum. Det tætteste børnehaven kommer på en reel vurdering af en tegning er om barnet formår at tegne indenfor stregerne og hvor nuanceret deres tegninger er – sker der en udvikling i barnets tegninger er der ikke yderligere fokus på denne proces. 

Mit indtryk af tegne/male aktiviteterne i forbindelse med æstetisk oplæsning er at der forsøges med en metode, hvor børnene skal tegne noget bestemt og at der forlanges noget bestemt af dem. Dette i sig selv er en udvikling fra den almindlige børnehave praksis – hvor det tætteste vi kommer på sådan en aktivitet er når børnene skal tegne dem selv, deres hus og familie, hvilket oftest sker i ”førskolealderen”. Dette er den største forandring fra normal praksis og så denne metode. Æstetisk oplæsning har jeg oplevet mange gange i min praktik, og dette fungerer og er med til at styrke børnene på mange måder – jeg tænker at denne metode lægger meget op til at bruge historierne til mere en blot højtlæsning, og på den måde styrke børnene i refleksion og styrke børnene i læringsprocessen og om egen læring og udvikling.

Det samme beskriver metoden i leg, hvor der ligges vægt på pædagogen vigtige rolle i legen. Legen er først udviklende hvis pædagogen træder ind og giver børnene en ”væg at spille bold op ad” – pædagogen går ind i legen og giver børnene rum for at træde ind i ”zonen for nærmeste udvikling” (Vygotsky 1982). Metoden ligger derfor også op til at træde væk fra ”fri leg” og indføre en ny ”fri leg” hvor pædagogen indgår på legens og dermed børnenes præmisser.

Jeg tænker at det er ved disse to aktiviteter at metoden går ind og virkelig kan ændre noget i praksis i børnehaven.